Nathaniel Rateliff - Lille VEGA, 29. februar

Nathaniel Rateliff - Lille VEGA, 29. februar

Nathaniel Rateliff & The Night Sweats bringer deres forrygende blanding af vintage soul, blues og folkrock til VEGA
Sveden kommer til at drive ned af væggene, og det bliver svært at stå stille, når det amerikanske band bringer numrene fra deres nye album til Lille VEGA den 29. februar.

Bandets blanding af vintage soul, blues, americana og folk-sange har vakt opsigt, siden deres selvbetitlede album udkom i august måned. Nathaniel Rateliff & The Night Sweats blev efter udgivelsen blandt andet inviteret til at spille i Jimmy Fallons populære The Tonight Show, hvor de spillede den medrivende single ”S.O.B.”, hvilket for alvor skabte opmærksomhed omkring bandets udfoldelser.

Nathaniel Rateliff har siden 2005 høstet anerkendelse for sine folk-baserede og eftertænksomme singer/songwriting, der har sikret ham optrædener sammen med bl.a. Bon Iver, Iron & Wine, Ben Howard, Michael Kiwanuka, The Low Anthem og Mumford & Sons. I 2013 gik han imidlertid sammen med en gruppe musikere og dannede Nathaniel Rateliff & The Night Sweats.

Velfungerende blanding
På deres fælles udgivelser dyrker de på mange sange en lyd, der er inspireret af klassisk soul, barbershop og gammel R&B. Resultatet er stærkt svingende og vanvittigt medrivende soul-kompositioner. På Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, der er udkommet på det legendariske soul-label Stax Records, er der imidlertid stadig fundet plads til mere afdæmpede og eftertænksomme numre, der tager afsæt i blues, folk og americana rock.

Blandingen bindes dog eminent sammen, både af det ekstremt vellydende band, men ikke mindst af Nathaniel Rateliffs kraftfulde og voldsomt karismatiske vokal, som lige let formidler smerte og glæde med en intensitet, der fastholder lytterens opmærksomhed hele vejen igennem.

Denne mandag i februar venter der derfor et musikalsk møde, som vil være et must for både fans af soul og folk – og af god musik i det hele taget!

Kalender
Aktuelle koncerter