PJ Harvey.. denne gang i Falconer Salen

PJ Harvey.. denne gang i Falconer Salen

POLITISK ALTERNATIV ROCKLEGENDE TIL DANMARK

PJ Harvey's niende album, ”The Hope Six Demolition”, blev udgivet i april i år og har allerede høstet bragende bifald fra anmeldere såvel som fans verden over. Udover hendes fænomenale optræden på Roskilde Festival i forrige uge, kan PJ Harvey's alternative rock nu også opleves i Falconer Salen til oktober.

Polly Jean Harvey begyndte sin musikalske karriere tilbage i 1988. Hun begyndte at spille saxofon og guitar som barn, men det var først, da hun mødte den musikalske altmuligmand John Parish, hendes karriere tog fart. Sammen dannede de bandet Automatic Dlamini, som Harvey forlod til fordel for PJ Harvey Trio i 1991. Trioen levede frem til 1993 og var afsættet til Harvey's solokarriere, der for alvor tog fart i 1995 med produceren Flood (U2, Nine Inch Nails, Depeche Mode m.fl.) ved roret på albummet ”To Bring You My Love”.

PJ Harvey er kendt for at have nogle stærke politiske budskaber i sin musik. Albummet ”Let England Shake” fra 2011 udløste ramaskrig blandt britiske politikere på grund af tekster om en nation i forfald. På 2016-albummet ”The Hope Six Demolition” skuer PJ Harvey ud mod resten af verden. Pladen er blevet til under ture til Afghanistan, Kosovo og Washington D.C. og er skabt i forbindelse med et kunstprojekt i London. Udtrykket er krigerisk og råt, og viser 46-årige PJ Harvey i topform og kampklar til hvad man kun kan forvente vil blive endnu en forrygende koncert med en legende i Falconer Salen den 10. oktober.

Fans har oplevet hende på flere festivaler i Europa denne sommer med stor begejstring alle steder. For god ordens skyld, så bringer vi anmeldernes dom over hendes nylige optræden på Roskilde Festival:

Politiken - 6 hjerter: "PJ Harvey var helt urørlig, mageløs fantastisk."
Berlingske - 6 stjerner: "Suveræn PJ Harvey bjergtog Roskilde."
Ekstra Bladet - 6 stjerner: "Seksstjernet vidunderkvinde bjergtog Roskilde."
JyllandsPosten - 6 stjerner: "PJ Harvey lød endnu bedre end for fem år siden."
GAFFA - 6 stjerner: "..mesterlig magtdemonstration."
Soundvenue - 6 stjerner: "Mesterlige PJ Harvey på march mod den næste verden."

Kalender
Aktuelle koncerter