Blackbear besøger både København og Aarhus

Blackbear besøger både København og Aarhus

Den amerikanske sanger lægger vejen forbi Danmark til to koncerter i efteråret

Bag navnet Blackbear finder man 28-årige Matthew Musto, der 26. april udsender sit femte album ”Anonymous”. Det følger op på en otte år lang karriere som Blackbear, der blandt andet har givet os de globale hits ”Idfc” og ”Do Re Mi”, som lige nu har mere end en halv milliard streams sammenlagt på Spotify.

Udover at være produktiv i eget navn har Blackbear også bidraget med sangskrivning til en lang række andre kunstnere som Machine Gun Kelly, G-Easy, Linkin Park og Justin Bieber, der fik hjælp af Blackbear på det millionsælgende kæmpehit ”Boyfriend”.

Der er heller ikke mangel på star power på Blackbears egne udgivelser. Alene på sangerens seneste album, ”Cybersex”, finder man blandt andet bidrag fra Ne-Yo, 2 Chainz, Cam’ron, T-Pain, Tinashe og Rick Ross, mens han er gået i en anden retning på sit kommende album.

På ”Anonymous” er der skruet ned for egoet og de store armbevægelser, og målet var i stedet at lave et mere ærligt og sårbart album. Det kommende album er dermed sangerens mest personlige udgivelse til dato, og resultatet er et menneskeligt album med mere fokus Matthew Musto end Blackbear-personaen.

Albummet har allerede genereret hits som ”1 Sided Love” og ”High1X”, og til efteråret giver den talentfulde sangskriver to danske koncerter, hvor han kan opleves på følgende datoer.

Mandag 30. september (Store Vega) og tirsdag 1. oktober (Voxhall), og billetter til begge koncerter kan købes fra fredag 26. april kl. 11.00 via Ticketmaster.dk og Fondenvoxhall.dk.

Koncerten i Store Vega arrangeres af Down The Drain Concerts, mens koncerten på Voxhall præsenteres af Down The Drain Concerts i samarbejde med Voxhall.

Kalender
Aktuelle koncerter