Chance The Rapper i Falconer Salen

Chance The Rapper i Falconer Salen

UNGT HIPHOP-STJERNESKUD RAMMER FALCONER SALEN

Første gang den brede offentlighed fik øjnene – og ørerne – op for Chance The Rapper, var da Chicago-rapperen gæstede Justin Biebers single “Confident” i 2013. Samme år udsendte han i øvrigt sit bredt anderkendte andet mixtape “Acid Rap”, hvor prominente gæster som Twista, Vic Mensa og Action Bronson medvirkede.

Da Chance, som lystrer det borgerlige navn Chancelor Bennett, gik i skole, havde lærerne kun hån til overs for ambitionen om at blive musiker. På et tidspunkt tilbage i 2011 blev han bortvist fra skolen i 10 dage for at ryge pot på skolens grund. De ti dage brugte han på at påbegynde arbejdet på sit første mixtape “10 Day”, som udkom året efter til en særdeles positiv modtagelse.

Som nævnt kom “Acid Rap” på gaden i 2013 til stor begejstring hos både musikelskere og –anmeldere. Blandt andet opnåede det en score på 86 ud af 100 på Metacritic og blev nomineret som Best Mixtape til BET Awards i 2013. Samme år var mixtapet at finde på årslisten over bedste albums hos både Rolling Stone og Pitchfork.

I år har Chance The Rapper gjort sig bemærket ved både at medvirke på og skrive store dele af Kanye West’s seneste album “The Life Of Pablo”, og han har selv udsendt sit tredje mixtape, “Coloring Book”, der har stjerner som Kanye West, Lil Wayne og Justin Bieber med om bord.

Politiken tildelte denne udgivelse hele seks hjerter under overskriften ”Der er ikke en eneste svagt punkt på Chance The Rappers nye album”, og hos Gaffa lød det: ”Det farverige gæstegalleri består af alle fra rapguden Jay Electronica til popprinsen Justin Bieber. Kanye West gengælder også besøget, men det er faktisk Chance selv, der fremstår stærkest – måske fordi han fremstår så dejligt ligefrem.”

Nu er der mulighed for at opleve den ligefremme Chicago-dreng og feste til lyden af noget af den bedste hiphop, 2016 har at byde på, når Chance The Rapper lægger vejen forbi Falconer Salen til november. Med sig på tour-opvarmning har han Samm Henshaw og Jay Prince.

Kalender
Aktuelle koncerter