Little Simz - København + Århus + Odense, januar 2016

Little Simz - København + Århus + Odense, januar 2016

EKSPERIMENTERENDE BRITISK HIPHOP-KOMET DEBUTERER I DANMARK

Herhjemme har britiske Little Simz (født Simbi Ajikawo) endnu ikke skabt sig et navn. Men i England er den bare 21-årige rapper ved at bane sig vej med sin intelligente og kreative tilgang til hiphoppen, og det er gået rasende hurtigt med succesen det sidste års tid.

Hun var stadig teenager, da hun i 2013 fik opmærksomhed på selveste Jay-Z’s Life + Times-site, og siden har hun arbejdet hårdt for at etablere sig – blandt andet som opvarmningsnavn for Schoolboy Q. En tjans der gav hende endnu et lille gennembrud.

Men til trods for hypen så vendte Little Simz sidste år tilbage til hjemmestudiet for at samarbejde med “Space Age Collective” – en håndfuld ukendte men kreative sjæle – frem for etablerede kendis-producere. Resultatet blev hendes debut-EP, ‘E.D.G.E.’.

Herefter fulgte en række udgivelser i hendes ‘Age 101: Drop’-EP-serie, og nu har de etablerede hiphoppere fået øjnene op for Simz’, så hendes fans nu tæller alle fra Snoop Dogg over J.Cole til Kendrick Lamar, mens den toneangivende radiovært Zane Lowe pt. giver hende masser airplay.

Little Simz udsendte i september fuldlængdeudgivelsen, ‘A Curious Tale of Trials + Persons’, som gav hende masser af international omtale, og flere steder blev hun kaldt Englands svar på Azealia Banks. Det indflydelsesrige musikmagasin, Pitchfork, tildelte sågar karakteren 7.8/10. 

Men før det hele for alvor eksploderer, får de danske fans mulighed for at opleve den unge “hiphop-prinsesse”, som hun bliver kaldt, helt tæt på – i København, Aarhus og Odense i midten af januar.

Kalender
Aktuelle koncerter