Mighty Oaks i Lille VEGA

Mighty Oaks i Lille VEGA

Poetisk folkrock band vender tilbage
Den internationale folktrio Mighty Oaks har spillet sig ind på de europæiske hitlister med deres melankolske og natur-inspirerede sange fra debutalbummet Howl. I foråret 2017 udkommer deres andet album.

Trioen, som består af Ian Hooper, Claudio Donzelli og Craig Saunders, sammenligner selv deres melankolske folk med bands som Fleet Foxes, Crosby, Stills & Nash samt Neil Young.

Den nostalgiske stemning bliver understreget af fyldige vokalharmonier, akustiske guitarer, tambourin og mandoliner. Solide basflader og spredte trommer afrunder sangene, der kredser om kærligheden, tab og skønheden i alt omkring os.

Tilfældighedernes spil
At folkrock-trioen Mighty Oaks nogensinde blev en realitet er lidt af et tilfælde. De tre medlemmer forlod hver især deres hjemlande (Italien, USA og England) og endte ad omveje i Berlin.

Byen, der er mest kendt for sin elektroniske scene, blev udgangspunktet for den internationale folktrio. Bandet gæstede Lille VEGA tilbage i november 2014 og vi kan se frem til igen at byde dem velkommen til foråret 2017.

Ud og hjem igen
Efter bandet turnerede i to år med debutalbummet Howl, vendte de hver for sig hjem til familie og venner, for at samle energi og inspiration til mere musik. Det har bl.a. ført til udgivelsen af singlen "Horsehead Bay", som tager navn efter det område, hvor Ian er opvokset, samt meldingen om et nyt album til foråret 2017. Musikvideoen til "Horsehead Bay" er filmet fra bandmedlemmernes retreat til deres hjemstavne. 

Kalender
Aktuelle koncerter