Romantiske Roosevelt

Romantiske Roosevelt

DEN ROMANTISKE SYNTHPOPPER ER TILBAGE MED NYT ALBUM OG KØBENHAVNSK KONCERT

DJ og producer Marius Lauber var oprindeligt en del af Kölns spændende technoscene, men under kunstnernavnet Roosevelt har han udvidet sin musikalske palette. På 2016’s selvbetitlede debutalbum bød han således på catchy synthpop, samtidig med at han lavede remixes for bl.a. CHVRCHES og Rhye.

Musikalsk er Roosevelt i familie med Panama og Goldroom samt 00’er-forbilleder som Hot Chip og Miami Horror, men han har alligevel skabt sin helt egen romantiske niche. Og den er han klar til at cementere, når hans andet album, ‘Young Romance’, udkommer 28. september.

Pladen er blevet til under et halvt års ophold i Los Angeles, og den er mixet af Chris Coady (Beach House, Future Islands). Ifølge Lauber selv er det et sjælesøgende værk, hvor han rigtigt kommer til bunds med de mange følelser og strandede forhold, der har forfulgt ham siden teenageårene.

Som forsmag på albummet og til at skyde sommeren ind, er singlen ‘Under the Sun’ netop sluppet, og den lever ikke blot op til sin titel; den viser også Roosevelt fra en ny og meget farverig side. Det er discopop, hvor man kan mærke de californiske solstråler, mens man lytter, men stadigvæk med melankolien lurende under den varme overflade.

Til efteråret drager Roosevelt på en omfattende Europa-turné, hvor han også giver sin første danske optræden siden den udsolgte koncert på Ideal Bar i 2016: Datoen er den 21. oktober – og denne gang får Lauber større albuerum – det bliver nemlig Pumpehuset, der skal danne ramme om tyskerens romantiske synthpop, hvor fansene får mulighed for et forsinket skud sol i efterårsferien.

Kalender
Aktuelle koncerter