Vær beredt på den svenske invasion

Vær beredt på den svenske invasion

PUMPEHUSET FÅR POSTPUNKET POP FRA DEN ANDEN SIDE AF SUNDET

INVSN kommer fra Umeå i Sverige og tager turen over sundet torsdag den 27. april for at give koncert med deres moderne postpunk i Pumpehuset.

INVSN hed først The Lost Patrol, så The Lost Patrol Band, så Invasionen. Da bandet bevægede sig fra et svensksproget tekstunivers til et ditto engelsk i 2013, skiftede de navn til INVSN. Bandet begyndte som et sideprojekt, da mange af INVSNs bandmedlemmer er kendt fra andre projekter: Forsanger Dennis Lyxzén er tidligere frontfigur i hardcorebandsene Refused og The (International) Noise Conspiracy, bassisten Sara Almgren er oprindeligt fra punkbandet Masshysteri og straightedge-gruppen The Doughnuts, Andre Sandström spillede oprindeligt trommer i thrashcorebandet DS-13, og Ander Stenberg (guitar og keys) har arbejdet sammen med popsangerinden Lykke Li.

”Hela Världen Brinner” fra 2010 og ”Saker Som Jag Sagt Till Natten” fra 2011 er, som titlerne antyder, svensksprogede og udgivet, da INVSN stadig hed Invasionen. I 2013 udkom det selvbetitlede ”INVSN”, der både er udgivet med svenske og med engelske tekster. I år er singlen ”This Constant War” udkommet og tyder på et mere punket og engelsksproget INVSN.

Der er elementer af Joy Division og The Cure i INVSNs fandenivoldske postpunk, blandet med blødere og mere atmosfæriske input, som man ser hos bands som The xx. Resultatet er et moderne take på postpunken, der fortjener at blive hørt langt udenfor Umeås grænser.

Og det kommer til at ske nu, hvor INVSN gæster Pumpehuset i København. Med sig har de det danske band In Swell, der består af Mads Søndergaard på vokal og guitar, Jonas Frantzen på guitar og Oskar Bertelsen på trommer. De tre fyre beskriver deres postpunk som musik, der: ”(…) svæver på soniske bølger gennem forstærkede toner ind igennem øregangene og hamrer mod muren ind til sjælens uendelige ensomhed”.
 
Det bliver således en episk aften i postpunkens tegn når INVSN og In Swell besøger Pumpehuset til april.

Kalender
Aktuelle koncerter